Huset godkendt til Pecha Kucha

Dato: 06.07.2010 14:27

Huset i Aalborg er netop blevet godkendt til at afvikle Pecha Kucha det kommende år. Pecha Kucha er japansk for ”sniksnak” og navnet på en præsentationsform der har vundet frem i kreative miljøer siden starten i Tokyo i 2003. 



Annette Scheibel fra Huset har skabt kontakten og involveret Aalborg Universitets afdeling af Arkitektur og Design. Samarbejdet og de kommende arrangementer giver, ifølge Annette, Aalborgs kunstnere og idemagere en fantastisk platform i forhold til at formidle deres tanker og projekter, samt nye netværksmuligheder. Hun tilføjer at præsentationsformen også er enormt inspirerende for publikum og bør opleves hvis man vil prøve noget nyt kulturelt.



De første to arrangementer på Huset er fastsat til 12. oktober og 23. november og interesserede deltagere kan henvende sig til Annette Scheibel på Huset. Læs mere her > I løbet af august kan der desuden hentes mere information på pechakucha.dk



Pecha Kucha Night går i al sin enkelthed ud på, at hver deltager præsenterer deres projekter og idéer med hjælp fra 20 elementer, der hver varer 20 sekunder. Et element kan være et billede, en animation, musik, et digt, en ting, en dans eller noget helt tredje. Det giver en præsentations tid på i alt 6 minutter og 40 sekunder pr. person.
Idéen bag 20x20 konceptet er at skabe en intens aften, der giver publikum såvel som deltagere et bombardement af kunstneriske og kulturelle indtryk. Det er aftenen hvor folk kan komme og præsentere det de brænder mest for.
Formålet er nemlig at skabe dialog og debat inden for og i mellem de forskellige spektre af kunstens og kulturens verden. Pecha Kucha Night afholdes med stor succes i København, Århus og Kolding, samt i 300 andre byer over hele verden.

Se mere her  >

 


Huset er dit - brug det!

Huset er åbent for alle! Her er rum for oplevelser, værksteder, café, udstillinger, mødelokaler, foredrag, konferencer, kurser og meget mere...
Kom ind og gå en tur rundt, så ska' du bare se!