1911 - 1933: Fattiggård
Fundamentet lægges
1892: Op gennem sidste halvdel af det 19. årh. drøftes fattiggården i byrådet, idet der gentagne gange bliver gjort opmærksom på, at den efterhånden 200 år gamle gård i Skolegade er både utilstrækkelig og i dårlig stand.
1898: Foranlediget heraf sender byrådet en delegation på rejser i Norden for at hente inspiration. Resultatet bliver, at tre projekter til løsning af fattiggårdens problemer fremsættes.
1899: Jens Bangs Stiftelse nedlægges og vanskelighederne øges.
1900: Den 4. juni vedtages det at anlægge en ny fattiggård, der skal bygges på kommunale arealer i ”Sennepshaven” – hovedbygningen skal ligge med facade til Hasserisvej. Projektet giver dog problemer, da nogle finder det for generøst: »Der var ingen grund til, at de fattigforsørgede skulle bo i huse, der var mange gange flottere, end de huse andre fattigfolk boede i.« (Gjøl, s. 28) Endnu skal hen ved 12 år gå, før et beskedent flertal i byrådet (11 stemmer mod 9) gennemtrumfer projektets gennemførelse.
1911: Detailplanlægningen begynder. Dog bliver det ikke fattiginspektør L. Hansen, som gennem en menneskealder har arbejdet på bedre forhold for byens fattige, der skal følge disse over i de nye bygninger; han afgår og afløses af M. Daugaard.
1912: Den 13. juni bliver den nye fattiggård på Hasserisvej taget i brug. »Den mere humane holdning, som var udtrykt i 1891 lovgivningen, […] var nu endelig opfyldt. […] ved overflytning af børnene til kommunens nyindrettede optagelseshjem i Urbansgade 34. De gamle havde fået alderdomshjemmet på Annebergvej og Sct. Jørgensstiftelse […] Sindssyge, åndssvage og syge var fjernet fra fattigforsorgens institutioner og indlagt på dertil beregnede institutioner. De personer, som overflyttedes til Sct. Jørgensgård var om muligt endnu svagere end klientellet på fattiggården [den gamle, i Skolegade]. De fleste har ikke haft mange chancer for at klare sig ude i samfundet.« (Gjøl, s. 31)
1920: Efterhånden bliver hjælpen til de fattige i stigende grad ydet udenfor fattiggården; tidligere tiders hjælp i naturalier bliver ofte erstattet af anvisninger: spisebilletter til folkekøkkenet, tilskud til husleje, brændselshjælp fra de store tørvelagre på St. Jørgensgaard, træsko ad libitum og reparation af samme også derfra.
Mest ydmygende af alle ydelserne var nok den hjælp, man fik ved dødsfald i hjemmet. Man henvendte sig da på St. Jørgensgaard: »Her blev anvist jord og skrevet papirer, hvis det var et barn, blev der hentet en lille brunmalet kiste på værkstedet, den var foret med savsmuld, og fra kvindeafdelingen blev leveret et lille stykke hvidt linned til svøb. Derefter kunne man med papirerne i lommen og kisten under armen gå den tunge vej hjem.« (Gjøl, s. 34)
En lov vedtaget i 1892 om alderdomsforsørgelse skiller omsider landets ældste borgere ud fra fattigforsorgen: »de gamle kunne nu, hvis de ikke havde modtaget fattighjælp de sidste 15 år, søge om alderdomsunderstøttelse […] i hvert enkelt tilfælde skulle behovet vurderes.« (Gjøl, s. 24)
1922: Et skønsprincip, som først nu bliver ændret til et retsprincip med loven om aldersrente, der fastsætter et minimumsbeløb.
1932: Ligesom skønsprincippet bliver til et retsprincip også for andre under fattigforsørgelse, da K.K. Steincke gennemfører en ny sociallov.
