1933 - 1960: Arbejdsanstalt
Fra depressionstider til velfærdstider
Denne reform indgår i Kanslergadeforliget, hvor en af beslutningerne er, at fattiggårdene skal omdøbes til arbejdsanstalter – det officielle navn for St. Jørgensgaard er herefter Aalborg Kommunes Arbejdsanstalt.
En anden konsekvens af Steinckes socialreform er, at muligheden for at anbringe betlere og tiggere på tvangsarbejdsanstalter bortfalder: arbejdsanstalterne drives herefter kun i forsorgsmæssigt øjemed, således også St. Jørgensgaard. Man skal derfor ikke forveksle denne nye arbejdsanstalt med Tvangsarbejdsanstalten i Aalborg, der lå ved Hobrovej/Mølleparkvej frem til 1963, og hvorom det kan siges:
»Det forekommer således, at anstalten i Ålborg i visse tilfælde var den sidste – og måske strengeste – station for de virkeligt umedgørlige fattiglemmer, betlere og løsgængere, hvilket naturligt nok har præget dagligdagen og disciplinen på anstalten.« (Hansen, s. 44)
Dog var ’grænsen’ mellem de to anstalter givetvis noget flydende, hvilket kan aflæses af de ret mange klienter, der havde lejlighed til at frekventere begge – og det forhold, at man helt op til 1970’erne brugte tvangsanbringelse på St. Jørgensgaard. En sådan indebar, at klienten blev gjort opmærksom på, at der var tale om et 3 måneders ophold, i sommerhalvåret 2 måneder, hvor det ikke var denne tilladt at forlade institutionen. Og forbrød man sig mod de gældende regler, kunne opholdet forlænges med yderligere 4 uger, i gentagelsestilfælde helt op til 3 måneder…
St. Jørgensgaard fungerede altså ikke som et behandlingshjem, men var beregnet på at huse mennesker, der virkede generende ude i byen.
Ændringer er dog på vej; i 1950 får man en lægeordning med fast lægebesøg en gang ugentligt, og i 1958 bliver der trods personalets betænkeligheder indført flere reformer: lyset på sovestuerne, som tidligere skulle slukkes kl. 21:00 både vinter og sommer, får nu lov at brænde til kl. 22:00, og vinduernes jernstænger bliver fjernet – vel at mærke ikke af udbryderkonger, men på ledelsens foranstaltning.
I 1959 markerer anskaffelsen af et TV til opholdsstuen, at et nyt syn på såvel arbejds- som tvangsarbejdsanstalter er på vej; forestillingen om, at disse steder skal være en straf for arbejdssky og asociale personer, bliver officielt forladt i 1960, da man beslutter at kalde anstalterne for forsorgshjem.
