
Sted: Husets Café
Dørene åbner kl. 9.45
Workshop: 10.00
Kaffe & Croissanter kl. 11.00
Tak for i dag: kl. 12.00
Kultur & Barselskaffe i Huset i Hasserisgade
Er du på barsel og har lyst til et lille afbræk i hverdagen?
I foråret inviterer vi nye forældre og deres børn til Kultur og Barselskaffe i Huset i Hasserisgade – en række formiddage med kunstneriske og sanselige oplevelser i trygge og hyggelige rammer.
Vi ønsker at skabe et frirum for dig på barsel med kunstnerisk input og mulighed for at møde andre forældre. Hver gang byder på en faciliteret aktivitet – fx kunstworkshop, yoga, barselskoncert eller kreativ fordybelse – efterfulgt af kaffe og croissanter i Husets Café.
Arrangementerne er tilrettelagt med jer forældre i centrum og med plads til baby. Er de vågne, deltager de på deres præmisser, og sover de, kan barnevognen stå trygt i vores rolige, lukkede gårdrum.
Origami workshop - fold en barsels-skytsengle
Kunstner Camilla Bødker inviterer til en rolig og kreativ origami-workshop, hvor vi sammen folder små personlige skytsengle af papir.
Englene bliver skabt af sider fra gamle bøger, hvor tekst, billeder og tidligere fortællinger får nyt liv i en ny form. Undervejs kan du vælge mellem forskellige bånd, materialer og små historier, så hver engel får sit eget udtryk og sin egen betydning.
Workshoppen kræver ingen erfaring, alle kan være med. Jeg tager et udvalg af smukke genbrugsbøger og materialer med, så du kan skabe din egen lille barsels-skytsengle, en lille figur man kan hænge ved puslebordet eller i hjemmet som en symbolsk beskytter og kærlig påmindelse i den første tid med et nyt barn.
Processen er enkel og giver mulighed for at sidde i ro og fordybe sig i arbejdet med hænderne, uden tempo eller præstation. Her er plads til bare at være i processen, mens papiret langsomt folder sig til en lille figur.
Workshoppen varer ca. en time og giver en kreativ pause midt i barslen og en lille personlig barsels-skytsengle at tage med hjem.



