
Glæd dig til en nærværende aften på Huset med Line Mortensen Femme feat. Jakob Mygind
Oplev poetisk nordisk jazz i intime rammer, når Line Mortensen gæster Huset med sin nye trio Femme. Med sin nuancerede vokal og stærke tekster dykker hun ned i menneskelige relationer og livets fine nuancer.
Med en rig og nuanceret stemme leverer Line Mortensen sine sange med stor autenticitet og et levende nærvær. I denne nye trio ’Line Mortensen Femme’, bliver sangerne svøbt ind i celloens dybe intense klangglød spillet af Johanne Andersson og et farverigt og varieret klaver akkompagnement af Rebecca Bruhn. Jakob Mygind, som Line Mortensen har haft et tæt samarbejde med gennem de sidste 8 år, bidrager denne aften med sine lyriske komplementerende melodier på alt og sopran saxofon.
Sangene bevæger sig inden for genren nordisk singer songwriter jazz og et tekstunivers, der kredser om, hvordan vi mennesker på godt og ondt er spundet ind i relationen til os selv og hinanden.
Line Mortensen modtog i 2024 prisen for Årets Nordjyske Jazznavn.
Det bliver en fin aften!